Søg
  • Victor Bak

Nedturen efter opturen, efter indsigten, efter valget, Rød eller Blå

Glæde er det der skal fylde en dag, men den er ingen steder til mig at finde. Jeg kigger i film, jeg kigger i historier, jeg kigger i billeder, ord, sex, og nærvær, men intet sted finder jeg glæde. Musikken som jeg elskede samler støv, og argumentet er teknologi. Selv solens stråler føles dømmende, og alt efter min røde hud at se, bliver der dømt.

Jeg tyer til røg, for det sætter følelsen af tid, og ansvar til side. Tanker om mangfoldig forståelse, og sammenhold trækker ind i mig. En forståelse af sjælelig forbindelse til naturen, og alt levende afspejles i en depression, som er efterkommer af, laden stå til.

Hvis ikke det var fordi Netto lå rundt om hjørnet, og at der ikke var en lov, så ville jeg gå ud og fange min egen mad, med respekt, og ærlighed. Men nej. Tomaterne fra Spanien, misbrugt i sin opvækst, og offer for Tomat-trafficking, er stadig en synd, og skam, for jeg kender sandheden.

Sandheden vejer, og sammen med

Monster (zoom)

ansvarsfralæggelsen føles hullet lunt og rart. Jeg kigger ud af vinduet, og byen brænder. Alt er ved at forsvinde. Alt liv er ved at forsvinde, og det er som om at selvom bevidst


-heden er indtrådt. Masse ødelæggelsen er åbenlys, og alligevel bliver jeg ved.

Jeg var ægte, og sand før jeg hoppede ned i hullet. Film, musik, og andre kreative tiltag fik smilet frem, og følelsen af komplet glæde. I live, og med spænding over hver dags nye oplevelser blev jeg mægtig. Ikke på grund af disse kreative tiltag, men fordi jeg forstod, hvo jeg skulle opgive det.


Men der blev trodset. En uenighed med selveste skaberen. "Hvordan er jeg fri når du beder mig vælge mellem rød, og blå? Vælger jeg forkert, hvis jeg ikke vil vælge?" Livets cyklus skal fortsætte, sådan er kønsordningen indrettet siger du, mens jeg som et dyr i bur ikke finder lysten. Lysten til jagten, som skal forme udviklingen af historien.

"Men jeg har det godt. Mit hul føles som et luksus hundehus, inkl vand skål."


Heaven og Hell er langtfra fantasi, og jeg har set væsener som ikke findes. Det er jeg fortalt. De er fantasi. Men ak, og ve. Den som ser. Jeg som ser, vi ved. Måske udvalgt grundet en indre forståelse? En fremvisning af fantasme, og overlegen indsigt? Jeg kan i mit hul sidde og smile blot ved tanken om eventyrlige skabninger jeg har fået lov at skue. Tanken om at du aldrig ville tro mig. Tanken om at de alle forsvinder en dag, og hvad der skal til for at ændre det forudbestemte, er grundlaget for at jeg befinder mig i mit hul. Nogen gange dukker der en arm op, men jeg vælger ikke at tage den, for synet oppe dræner mig mere end friheden styrker. mangfoldighedens uforstående øjne. Dømmende ord, og forudbestemte gestikulationer, er bare trættende, når den der vil være fri, hele tiden bliver tilbageholdt af farvede tanker, og holdningen til andre holdninger.



Pots. Stop. Stop. Pots. Den bagvendte psykologi gør livet interessant, fordi den er farlig. Fordi der ikke er noget at mærke, eller noget at se. Én der bevæger sig ud på den sande vej, i omvendt betydning kan leve et ærefuldt liv, og vil forstå hvem der driver dem. Forstå at vejen de hele livet har gået ikke er sandt, medmindre forståelsen har indtrådt.


Nogen lærer historien, og magien af familien, andre må lide under. Magien, som jeg ser, er ond. Aldrig i live uden ødelæggelser, aldrig i live uden misbrug. "Hvis én ser magien, og lære at bruge magien, men ikke forstår magien, kan personen da dømmes, for brugen af magi?" Hvis intensionen kommer fra et sted, vi kan kalde kærlighed. En følelse af at hjælpe, på baggrund af at plasteret gør ondt at få revet af, er det så i orden? Eller er plasteret i første omgang forkert?

"Jeg vil sidde i mit hul, til jeg ikke vil sidde længere. Jeg vil være i mit hul til, jeg ikke vil. Den dag verden ændres, er en fremtid dannet af enten eller. Rød eller Blå. A eller B". Et galaktisk spørgsmål, som danner universets politik. Vigtigheden af et valg, ikke fordi det er ret eller forkert, men bare for at vælge.

Dét er min frihed, ude af mit hul. Begrænset af systematiske opdelinger, og filosofi der ændrer. Tvunget til at lege, som et dyr skal opmuntrer sin herrer, når kedsomheden indtrænger. "Ja jeg kigger også på jer, igennem mit stærke sind. Jeg dømmer til ligestilling mellem alt levende. Mennesket er stærkt, mennesket er godt, men ondskab er i kontrol. Ondskab har dannet det der engang var fremtid, og nu er nutid. Ondskab, undskyld - ONDskyld. Ondskab, er blåt farven blå, men er stadig et valg.

Kan jeg bo uden. Kan jeg leve uden. Uden robotter bliver cyklussen ægte. Uden robotter, vil jeg være afhængig af dig, og du er mig. Med forståelsen, og intelligensen vi besidder i dag, tilbage til tiden før vi intet havde ødelagt, der har vi en chance for overlevelse. En forståelse og accept af liv, og død, og legen deri.

Vil jeg stadig besidde skaberens hellige kys, eller vil jeg på grund af uforstående valg bliv tilsmudset, glemt og hånt? Er robotter, og levevejen der nåede til den teknologi ikke 'bare' et argument for at blive ved med at ødelægge? Kan vi blive enige om at jorden er dejlig i sin forstand, pragt, liv og væsen? at ingen bygning, maleri, eller sang kan hamle op med en rosenrød solnedgang, en mægtig snestorm, eller synet af leg. Følelsen af det første kys? Så hvordan skal vi ændre på det? er en totalt omvæltning af politisk forståelse, og struktur vejen? Alle er lige, da vi forstår at vi alle er her. Grænser ophæves, da jorden er én. Respekten til hinanden genopstår, på trods af udseende, blot dannet fra handlinger, og ytrede tanker. En mangfoldighed der tør at sige "Hey du har en bussemand siddende", eller " Du ser godt ud søde, hvis du talte pænere ville du være helt i top" ikke for at belærer, men for at sige, det er sådan jeg ønsker andre skal være til mig. Ovre stadiet da godhed fra inderste er mit ønske. Det må koste i liv, men for én der ved at livet her, ikke er alt, er det ikke en dyr pris. Jorden, kloden, er det vigtigste. opretholdelse af vores levebrød, vores ilt. Industri, dannet af tanke, befalet af befolkningen, og jordens ødelægger. Man kan ikke fortælle det, man kan vise det. "jeg elsker naturen" Har du en bil, er det forkert. Ikke fordi det skal handle om bilen den her gang. Mit fokus er på asfalt, og beton. ser du hvor meget der ligger, så dig som kører bil, kan kører bil? Ordene Park, skov, natur, opretholder en fiktiv tanke om at træer, fugle og buske hører sig til i en boks. Liv, skulle ordet være. Frihedliv. Men nej, avlet til uigenkendelighed af vores lyst og begær efter dovenskab, opdrættes dyr som mad, til mad, eller underholdning. Vores sans og syn på frihed må være eksploderet på et tidspunkt i historien. Man tager ikke liv, og låser det inde, stop fodrer det, slagter det, og sælger til fiktive valuta. Det er ikke tilladt. "De er fri" kigger over på det kvadratiske hegn, med strøm i.


Tilbage i hullet er muligheden C dukket op. C er i sin forstand benægtelse. "Jeg vælger IKKE rød, eller blå. Jeg vælger jorden, jeg vælger liv. Frihedliv.. Ej intet. Del alt. vær overfor andre som du ønsker de skal være over for dig. Tilgivelse til andre, og dig. Udeluk alt der har med robotter at gøre, og lad være med at vælge Rød, eller Blå. Gør livet til hvorhjertetbanker


3 visninger

Seneste blogindlæg

Se alle

Fugleguden

Staven omtalt i andre indslag, er tilsyneladende kun én del af et komplet magisk sæt. Jeg ved der mangler dele endnu, men jeg har fundet overdelen, armbåndet, og kronen. "Det er den sværeste beslutnin

Brugt med varige mén

Hvorhjertetbanker sætter sjæl

Rank i sind, og tilgivelsens tro

Det altid det første, og der jeg vil bo